Diamantforløbet har udviklet sig fra at være metoder, vi udviklede til anvendelse i vores eget arbejde med unge til at være undervisningsforløb og professionelle redskaber, som alle professionelle kan anvende i deres arbejde med børn og unge.
Diamantforløbet er i dag et projekt , der
- udvikler forståelser, metoder, teknikker og redskaber til professionelle i samarbejde med børn og unge
- uddanner og formidler disse til professionelle fra hele landet via uddannelsesforløb for professionelle i Minidiamanten, Mellemdiamanten og Diamantforløbet for unge, foredrag, workshops og oplæg og i artikler, kronikker og bøger.
Vi har et primært fokus på forståelse og håndtering af vrede, vilde, udadrettede børn og unge – og på at lære dem andre strategier. Men vi har også et generelt fokus på forståelse og håndtering af børn og unges følelsesmæssige udtryk og reaktioner: På hvordan de giver mening og hvordan man som professionel kan arbejde med dem.
Jo bedre børn fra en tidlig alder bliver rustet til at forstå og håndtere både egne reaktioner og andres reaktioner, jo nemmere er det at etablere et trygt fællesskab for børnene. Jo bedre børn er til at sætte sig i hinandens sted, jo mere robuste er de i deres møde med verden – både som børn og voksne. Jo tidligere børn og unge lærer hensigtsmæssige strategier, når livet bliver bøvlet, jo mindre risiko er der for uhensigtsmæssige konsekvenser og udvikling af kriminalitet. Jo mere selvkontrol børn og unge opnår, jo bedre kan de tage styring i deres eget liv!
Diamantforløbene er en del af HAFU – institut for liv.